En hyldest til Frk. Larsen
Historien er det, der skaber vores identitet. Og som en af Bornholms ældste restauranter i konstant drift siden 1903, emmer stedet af historie. Spørg bare de mange turister og bornholmere I møder på jeres vej.
Stedet har gennem historien – helt frem til 2004, og med 1 års undtagelse - givet brød på bordet til mange frøkener gennem tiden, der så snart de blev gift, søgte anden ernæringsvej.
Husjomfru frk. Karen Lovise Larsen var én af disse. Men sikken én. Hun forblev ugift, og er den forpagter, som har bestyret Ekkodalshuset i længst tid. Hun tiltrådte fire dage før russerne forlod Bornholm d. 5. april 1946, og holdt skansen helt frem til 1963. Og der skete meget i hendes periode, som især blev påvirket af den tiltagende turisme i 50’erne.
Hun blev født i 1901 og dør d. 10. maj 1971 i Aakirkeby.
Frk. Larsen var en ordentlig, principfast og - vil overleveringerne vide – meget bestemt og pertentlig dame. Det siges, ”at hun gjorde lørdagsrent hver dag, og hovedrent hver lørdag”. Skærverne blev revet hver morgen, og alt skulle i det hele taget altid stå nysseligt, rent og pænt. Stuepigerne, som boede på Ekkodalshusets første sal, serverede i sorte kjoler og hvide nystrøgede serveringsforklæder med pressefolder, man kunne skære sig på. Jo, jo!
Frk. Larsen var en ener. Myreflittig og skåret ud af tidens sæder og skikke. Og den Bornholmske malm. Med hende blev Ekkodalshuset for alvor konsolideret som restaurant. Vi ærer hendes minde og arbejde for stedet med at dedikere EKKODALSROM blend 15 til Frk. Larsen.
"Således forblivende i den gode rom's tjeneste”